Der var lagt op til den helt store gevinstjagt, da 24 børn og 18 voksne var mødt op til Børnebanko i Terndrup Medborgerhus søndag d. 6. september.
Glade stemmer fra børn, forældre og bedsteforældre summede i Medborgerhusets store sal, hvor Terndrup Borgerforenings bestyrelse solgte plader, amerikansk lotteri, sodavand, kage og kaffe.
En glad og veloplagt skare var klar ved pladerne, da Knud Pedersen – formanden for Medborgerhuset og opråber ved bankospil gennem mange år – lagde ud med det første spil banko.
Koncentrationen var høj hos de spillende, og præmierne blev uddelt med glæde af bestyrelsesmedlemmerne. Spændingen og forventningerne var store under hele spillet, men specielt, når de kæmpemæssige vandpistoler var præmien for pladen fuld, hørtes børnenes kampgejst tydeligt ved de fyldte borde.
Glæden var ikke til at skjule hos de børn, der kunne gå hjem med bl.a. stangtennis, supersoakere, Quizspil og gavekort, og de få, der måtte nøjes med sidegevinster var vist heller ikke helt utilfredse.
Terndrup Borgerforening glæder sig over den store opbakning til arrangementet og håber på ligeså stor – eller måske endnu større tilslutning til næste år